Ny netværksleder i Innovationsnetværket Smart Energy

Effektelektronik
Energilagring
Varmepumpe- og køleteknologi
Integrerede Energisystemer og digitalisering
Intelligente bygningsapplikationer og energiadfærd

Tiderne skifter – og det gør de også hos os i Inno-SE. Den gode Claus Meineche – netværksleder i Inno-SE siden 2017 er blevet ny sekretariatschef hos EUDP i Esbjerg. Vi kommer til at savne hans rolige væsen og stærke faglighed, men siger tusind tak for de gode år og ser selvfølgelig frem til et fortsat godt samarbejde.

Den nye netværksleder i Inno-SE hedder Mads Lauritsen. Helt ny er han dog ikke – vi kender ham som faglig projektleder, og hidtil har han været den primære kontaktperson for vores samarbejdsprojekter. Men nu er der altså nye boller på innovationssuppen, og dem koger vi lige lidt suppe på ved at stille ham et par knivskarpe spørgsmål, så alle kan lære ham lidt bedre at kende:

1: Hvem er du, Mads? Beskriv dig selv i korte træk:

Jeg er uddannet energiingeniør fra Reykjavik Universitet og har slået mine første projektlederfolder i Grønland, med kortlægning af mulige vedvarende energikilder i Grønland. Siden 2016 har jeg været projektleder i CLEAN med fokus på projekter inden for energieffektivisering og et års tid i Inno-SE. Når jeg ikke til daglig sidder sammen resten af sekretariatet i Middelfart, er jeg sikkert ude at svinge fluestangen eller går og sætter i stand på det ældre landsted, jeg har lidt udenfor Hedensted. (Der er pt. mange mosegrise at jagte)

2: Hvad ser du som din vigtigste opgave som netværksleder?

Netværkslederens primære funktion er at sikre flowet af viden fra de 7 videnpartnere, der står bag netværket og ud til erhvervslivet. Under coronakrisen er det en udfordring, og derfor er opgaven lige nu i høj grad at gøre det flow digitalt uden at gå på kompromis med fagligheden.

3: Hvad er hot lige nu inden for energiteknologi?

Som jeg ser det, er det lige nu især vigtigt, at potentialet for sektorintegration bliver udnyttet så godt som muligt, og at energibranchen har fokus på den øgede digitalisering, der sker. Digitalisering er en forudsætning for, at forskellige systemer kan tale sammen og det bliver der i høj grad brug for i fremtidens energisystem. Og så er der selvfølgelig Power2X. Det er hot.   

4: Hvad er det, Inno-SE kan?

Inno-SEs styrke er, at vi samler nyeste viden inden for energiteknologi i en neutral platform. Den viden er tilgængelig for alle og kan sammen med netværket f.eks. bruges til at sætte gang i nye projekter i energibranchen, der bidrager til vækst og udvikling. Og så er vi gode til at få folk til at mødes – i 2019 var vi med til at arrangere over 30 events med omkring 1500 deltagere – og de fik forhåbentlig noget viden med hjem.      

5: Hvad arbejder du på lige nu?

Den store ting lige nu er arbejdet med at få de sidste seks års erfaringer fra arbejdet i innovationsnetværket over i den nye klynge Energy Cluster Denmark. Sammen med vores kommende kollegaer i Energy Innovation Cluster og House of Energy er vi i fuld gang med at skabe en ny organisation, der skal samle hele energibranchen. Det er spændende proces, og vi er meget taknemmelige for de input, vi får fra en samlet energisektor. Det bliver godt!  


Vil du følge med i netværkets arbejde, events og (digitale) aktiviteter, så skriv dig op til vores nyhedsbrev HER