Har du tilmeldt dig CoConference?

Indtil nu har der været afholdt to CoChallenge-events for innovatører, hvor de har haft mulighed for at arbejde med udfordringsejernes konkrete problemstillinger. På disse CoChallenge workshops blev det bl.a. diskuteret, hvordan Boligselskabet Sjælland kan skabe energirigtig adfærd i almene boliger, og hvordan KARA/NOVEREN kan øge genanvendelsen af træ. Nu arbejder innovatørerne videre med løsninger på de forskellige udfordringer med formålet at skabe innovative og banebrydende løsninger.
Denne form for samarbejde skal være med til at skabe social innovation, og få deltagerne til at samskabe på tværs af sektorer, erhverv og fagligheder.

“I Rambøll tror vi på, at en tværfaglig tilgang til projekter og problemstillinger skaber bedre løsninger. Vi kalder det co-creation og det gælder både internt på tværs af fagligheder men i høj grad også sammen med vores kunder,” siger Line Villefrance Harkamp, Seniorkonsulent i Rambøll.

Hele forløbet kulminerer i CoConference d. 12. oktober på Roskilde Universitet. Her vil udfordringsejerne hver især kåre én vinder, som får mulighed for at realisere sin løsning i samarbejde med udfordringsejeren. Et stærkt dommerpanel kårer derudover én vinder, for størst indflydelse på FN’s verdensmål, som præmieres med 20.000 DKK.

Så kom og lad dig inspirere af banebrydende løsninger og tanker om social innovation!