Syddanske samarbejder hjælper idé til nyt niveau

Christian Foder er oprindeligt uddannet værktøjsmager, men har i en årrække været uden for arbejdsmarkedet grundet en trafikulykke som 22 årig. Grundet ulykken oplever han i det daglige udfordringer ifm. smerter i ryg, skulder og nakke og han har ligeledes måttet ændre mange rutiner i dagligdagen. Christians unikke perspektiv, blev spirren til en god idé, da han en dag overværede levering af øl i kasser og fustager til lokale handlende. Han studsede her over den utroligt belastende håndtering ølkusken oplevede ifm. arbejdet med en manuel sækkevogn.

”Min idé til projektet var primært foranlediget af et ønske om at forbedre arbejdsmiljøet og derved være med til at hindre arbejdsskader.” Christian Foder, Idémanden bag Smart Trolley.

Christians oplevelser denne dag, kombineret med hans baggrund som værktøjsmager og et førstehåndskendskab til en dagligdag, der i høj grad må tilpasses de restriktioner hans skader har givet ham, blev inspirationen til Smart Trolley projektet lagt. Med ansættelsen af ingeniør Ole Tschiersch i april 2014, kunne selve projektet igangsættes.

Smart Trolleyens funktioner

Der har fra projektets begyndelse været fokus på køretøjets praktiske anvendelighed. Derfor er Skub, træk og løft alle funktioner som Smart Trolleyen mestrer, og det er ganske enkelt en nødvendighed, når man ser på de arbejdsområder og fysiske udfordringer en ølkusk møder, når der skal leveres øl til de mange og diverse øl kældre og beværtninger der findes i Danmark.

Et stort potentiale

Man ser desuden stort potentiale for produktet inden for bl.a. en række håndværksfag, hårde hvidevare branchen, flytte- og fragtfirmaer, intern transport i handels- og produktionsvirksomheder samt institutioner med megen intern transport.

Med en løftehøjde på 90cm, en lasteevne på hele 150 kg, samt hjul med punkterfri softskum oplever man med Smart Trolleyen en helt unik mobilitet. En markedsmæssig fordel som vil kunne gøre et væld af arbejdsopgaver lettere og – ikke mindst – mindre slidsomme for brugeren.

”Man kan i løbet af 5 sekunder skifte løftepladen ud og montere eksempelvis special-elementer til løft af sten, gasflasker, varmevekslere og andre svært håndterbare genstande.” Ole A. Tschiersch, Udviklingsdirektør i Smart Trolley.

Ingen succes uden samarbejde

Hele vejen fra idé til prototype har Sønderjyske organisationer støttet op om projektet. Dette gælder ikke kun partnerne, men også en række virksomheder og institutioner. F.eks. vil Jewa ApS gennem hele forløbet være en vigtig partner partner ved såvel montage som logistik mv.

”Vi har rigtig mange at takke for at vi er nået så langt som vi er, både enkeltpersoner, virksomheder og organisationer.” Niels O. Nielsen, Direktør i Smart Trolley.

Finansieringsinstitutterne Broager Sparekasse og Sønderjyllands Investeringsfond har udvist stor velvillighed over for udviklingsprojektet, hvor deres finansiering har haft afgørende betydning for projektets gennemførelse.

Man lægger hos Smart Trolley ikke skjul på at velvilligheden hos lokale virksomheder og enkeltpersoner til at dele viden og erfaring har været stor, og at dette samarbejde har været med til at drive projektet til de højder, man nu har nået.