Vejen til Termonettet

Projektets baggrund er i korte træk, at Middelfart Kommune har valgt
at etablere 19 individuelle lodrette jordvarmeboringer på 19 nye parcelhusgrunde i Båring. Det har man valgt at gøre som første skridt på vej mod at finde den bedste måde at forsyne yderområderne med vedvarende energi, som senere kunne tænkes at være etablering af deciderede termonet, som udstykningen i Båring ikke er.

Projektet handler om løbende at opsætte målere på de huse, der bliver bygget på de pågældende grunde. Der opsættes en energimåler på boringen, som måler temperatur og energioptag/energiafgivelse fra/til boringen.

Derudover opsættes elmåler på varmepumpen, og der opsættes en IC Meter-indeklimamåler, der måler temperatur, luftfugtighed, lyd og CO2 niveau.

Data hjemtages vha. en gateway fra NorthQ, der på sigt også skal udvikles til at kunne styre forskellige varmepumper, på tværs af fabrikater.

Den opsamlede data i projektet skal bruges til at analysere og dokumentere
individuel systemeffektivitet samt validere modeller, der opbygges for at analysere de mulige effekter af at binde boringerne sammen i et såkaldt ”termonet”.

Termonettet anses for at være en mulig måde at udbrede den kollektive varmeforsyning til de områder der ikke i dag har mulighed for fjernvarme.

Bliv klogere på termonettet i videoen nedenfor.