Grøn omstilling i hotelbranchen

Hotellerne mangler viden om, hvordan man kan inddrage gæsterne i hotellernes grønne omstilling. Hvordan kan man flytte det grønne fra noget, der alene skal foregå bag scenetæppet (fx i form af energiteknologiske tiltag), til at inddrage og informere gæsterne i og om de konkrete grønne tiltag, således at de grønne tiltag inspirerer og ændrer gæsternes ressourceforbrugende adfærd og understøtter hotellernes mål i endnu højere grad?

De hoteller, der allerede er engagerede i den grønne omstilling vil gerne understøtte gæsternes grønne adfærd efter at de har været på hotellet og er derfor interesserede i at finde metoder til at inspirere gæsterne til at tænke og handle anderledes understøtte disse mekanismer på den lange bane til gavn for gæsterne, miljøet og hotellet.

First-mover hotellerne på det bæredygtige område har set det potentiale der ligger i, at skabe en ny type af relationer med deres gæster, som har det grønne som omdrejningspunkt. De ser således to gevinster i projektet: At opnå ressourcebesparelser og at positionere sig på markedet ved at tage et socialt, miljømæssigt ansvar og derigennem skabe stærke, længerevarende relationer til deres gæster.

Projektet skal

Skabe viden om og konkrete anvisninger til fremme af:

  1. Hvordan hotelgæster via deres adfærd kan supplere de energiteknologiske tiltag
  2. Hvordan hotelbranchen kan påvirke hotelgæsternes adfærd i en grønnere retning og derigennem skabe længerevarende relationer med gæsterne, hvor det grønne er omdrejningspunkt.
    Resultatet af projektet er således ny viden om og konkrete anvisninger som gør HORESTA i stand til at rådgive hotellerne, så de kan opnå endnu mere energirigtig drift ved at involvere gæsterne på den rigtige måde.

Ved at:

  1. Foretage antropologiske studier (observation og kvalitative interviews). Observationerne vil foregå på hotellerne. De kvalitative interviews vil være med hotellernes ledelse, ansatte og gæster
  2. Udarbejde et sæt af digitale og/eller analoge prototyper, som nudger gæsterne til aktivt at tage del i og understøtte de energi- og ressourcebesparende tiltag, mens gæsterne er på hotellet, og et andet sæt af prototyper, der kan bidrage til at fastholde gæsternes engagement i de energi- og ressourcebesparende tiltag efter deres ophold. Disse prototyper vil tage højde for, at gæsterne nu ikke længere befinder sig på hotellet men hjemme i en privat kontekst og undersøge, hvad der skal til, for at brugerne kan overføre den nye viden og inspiration, de har fået på hotellet til en privat kontekst. Prototyperne vil blive afprøvet såvel på hotellerne som hjemme hos gæster, der netop har besøgt hotellet.
  3. Udarbejde en samlet analyse og præsentere denne i en rapport med konkrete anvisninger til, hvordan hotellerne på den bedste måde kan involvere gæsterne i hotellernes energi- og ressourcebesparende tiltag samt skaber en varig relation til dem ud over opholdet på hotellet centreret om det grønne