Netværket var i fokus på den netop afsluttede Smart City Expo i Barcelona

17.-19. november dannede Barcelona rammen om dette års Smart City Expo, hvor både CLEAN og Inno-SE i samarbejde var medarrangør for mere end 60 danske udstillere og netværksdeltagere havde fået plads i den danske Pavillion.

Expo’ens danske pavillon havde til formål at brede kendskabet til de danske virksomheder og grønne løsninger inden for Smart City, og den var godt besøgt under hele expo’en. Blandt andet kiggede Singapores Udenrigs- og Smart Nation minister selv forbi til en personlig intro til netværkene samt udstillerne fra CLEAN og Inno-SE samt måden, hvorpå vi udvikler Smart City løsninger.

Men for de deltagende var der ikke blot lagt op til at skulle stå i den danske pavillon – også sociale aktiviteter og netværk var i højsædet.

“Vi har i år haft et ekstra stort fokus på at netværke og bruge tid sammen de danske deltagere imellem. Både på expo’en, men også uden for. Fx har vi været ude at se fodboldkamp, spist middag i byen og i det hele taget haft mulighed for at lære hinanden bedre at kende – både under formelle og uformelle rammer,” fortæller projektleder Bjarke Kovshøj.

Expo’en blev afsluttet i stor stil, da CLEAN og Inno-SE havde arrangeret en Nordisk reception i samarbejde med de Finske udstillere, som havde til formål at fremvise det stærke Nordiske samarbejde og fokus på Smart City-området.

Barcelona-SmartCityExpo

Netværksleder i Inno-SE, Preben Birr-Pedersen, introducerer her Singapores Udenrigs- og Smart Nation minister for Inno-SE og CLEAN på Smart City Expo.