Inspirerende oplæg og nye kontakter på busturen til New Energy i Husum

Kort før påske var aktører af CLEAN, INNO-SE & FURGY CLEAN Innovation, i samarbejde med bl.a. Industrie- und Handelskammer zu Flensburg, på tur til New Energy messen i Husum. Her blev der således afholdt et specielt spor for interesserede i det grænseoverskridende samarbejde i FURGY CLEAN Innovation og den danske klyngetilgang. Alt sammen blev krydret med flere oplæg fra medlemmer af de danske netværk.

Der var god deltagelse på konferencen, hvor mere end 250 aktører fra den danske og tyske energisektor deltog over de to konference-dage. Igennem indlæg og drøftelse på konferencen, står det klart, at der er masser af samarbejdsflader at tage fat i og endnu flere at opdyrke. Den tyske energiewende giver uden tvivl mange muligheder for danske virksomheder – og mange erfaringer fra gode projekter kan bringes i spil på kryds og tværs af grænsen. Projektleder på FURGY CLEAN Innovation, Christian Boysen, indledte med en introduktion til projektet og udredte derefter hvorledes projektet skaber værdi i grænseområdet.
Herefter fulgte rækken af danske organisationer, som havde valgt at tage med på turen:

Netværksleder, Claus Meineche, gav deltagerne et indblik i Innovationsnetværket Smart Energys virke, de mange interessante muligheder netværket byder på og gav en introduktion til netværkets fokusområder.

Direktør for Geodrilling, Søren Andersen, kunne introducere virksomhedens innovative tilgang til jordvarmeområdet, og bobleprojektet omhandlende det Termiske Smart Grid. Du kan læse mere om projektet HER.

Senior Projektleder på Industrial Energy Partnerskab (IEP), Lotte Gramkow, indviede messe-deltagerne i projektets formål og gav et indblik i fremtidens svingende energiproduktion og priser. Hun gennemgik desuden beregningsmulighederne i projektet og delte de erfaringer, man har gjort sig i de nuværende virksomheder, der deltager i IEP.